Læs interviewet med bygherrerne Maj og Thomas
Hvorfor valgte I at tilmelde jer Mesterlige Ombygninger?
Vi havde købt en ældre villa fra 1979, og havde tanker om at renovere huset. Vi ville bringe udsigten til Fælleden i spil, så vi så det som en helt unik mulighed at få lov til at arbejde sammen med en så visionær arkitekt som David Zahle – især fordi han normalt ikke tegner villaer. Vi håbede, at hans krøllede hjerne kunne bringe noget helt nyt og vildt ind i projektet – noget, vi aldrig selv ville have forestillet os. Hans måde at tænke natur og lys på, og hans blik for Fælleden, var en kæmpe inspiration og en stor del af grunden til, at vi tilmeldte os Mesterlige Ombygninger.
Hvad var jeres tanker omkring valg af vinduer og døre?
Vinduerne var en helt central del af projektet – både fordi vi byggede huset for at få udsigten og forbindelsen til Fælleden, men også fordi aftensolen kræver, at man tænker i moderne løsninger som solfilm og varmeafskærmning. Det var derfor altafgørende at finde en partner, der kunne levere både æstetik og funktionalitet.